Spidskål med Japansk Watermelon Radise, kørvel, purløg og cous-cous

Nogle gange må det godt være let og det blev det i går: En spidskålsalat med japanske radiser, kørvel og purløg. Det lille økologiske spidskål er købt, men resten af det grønne kommer fra mine 3 højbede i haven. 
Japansk Watermelon Radise eller Mantang Radiseer i den yderste skal lige som en almindelig - lidt stærk radise, mens den indre pinke del er mildere. De smager dejligt og kan blive ret så store, men mine var ved at gå i stok, så de blev høstet tidligt. 
Kørvel har en mild fennikelsmag samt duft i blandet en mild, let jordet urtesmag, der går godt til radiserne - og ja, purløg med sin friske løgsmag, som vi jo nok alle kender.


OPSKRIFT: Spidskål med radise, kørvel og purløg samt cous-cous.
4 -6 personer som tilbehør
Ingredienser:
1 lille spidskål
2 store håndfulde plukket kørvel
1 håndfuld snittet purløg
Radiser afhængig af smag, styrke og størrelse. Almindelige radiser kan bruges.
Cous-Cous:
250 gram store, rå cous-cous (Jeg køber mine i Rema 1000)
2 tsk smør
1 tsk smagsneutral planteolie
Salt
Vand
Vinaigrette:
2 dele vindruekerneolie
1-1½ del hvid balsamicoeddike
Salt og friskkværnet sort peber

Fremgangsmåde:
Rist cous-cous i 2 tsk smør og 1 tsk smagsneutral olie, mens de vendes rundt til de er let gyldne og dækket af fedtstoffet. Tilsæt vand, så det står ca 3 cm over cous-cousen. Lad det koge op, tilsæt salt og læg låg på. Lad det simre ved lav varme i 10 min og tag det af varmen. Lad det trække i 12 min. 
Pisk ingredienserne til vinaigretten sammen og smag til med salt, peber og evt mere eddike eller olie -  alt efter eddikens syrlighed og hvordan man foretrækker sin vinaigrette. Husk dog, at den skal have godt med syre og salt, da smagen ellers vil forsvinde, når det blandes sammen med cous-cous, der opsuger den meste af vinaigretten.
Løs cous-cous forsigtigt med en metalgaffel, så der ikke er klumper. Hæld vinaigretten over de let afkølede cous-cous og vend det godt rundt, så vinaigretten fordeles grundigt. Læg låg på og lad det trække og afkøle til stuetemperatur.
Imens vaskes kørvel og bladene nippes fri fra de groveste stillke. Tag lidt blade fra til pynt og hak resten groft.
Vask og hak purløg. Vask radiserne og skær dem i tynde skiver. 
Fjern evt de yderste kedelige blade fra spidskålet og del det på langs og del derefter igen hver halvdel på langs. Fjern rodstilken på de 4 dele. Snit kålen fint på tværs.
Læg snittet spidskål i bunden af en stor skål. Tilsæt den afkølede cous-cous, der har trukket i vinaigretten sammen mede hakkede kørvel og purløg. Bland sammen. Til sidst vendes de tyndskårne radiser i, men gem lidt til pynt. Anret salaten på et fad og drys med kørvelblade og nogle skiver radiser for at give et farvespil. 

Salaten kan spises for sig selv, men der anbefaler jeg måske at tilsætte flere cous-cous. Man kan også gøre den mere mættende ved at erstatte cous-cous med tørrede, hvide bønner udblødt i 12 timer og derefter kogt møre, drænet for vand og vendt i vinaigretten - Her skal syre og slat i vinaigretten nok være yderligere syrlig. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar