Salat med Rødfrugter - Fra "Og halsen af en Svane"

Jeg har lige haft den glæde at få lov til at anmelde Lone Landmand og Søren Sørøvers nyeste kogebog "Og halsen af en svane" Du kan se anmeldelsen og deltage i en Giveaway af bogen her: Her har du et link:
Anmeldelse af "Og halsen af en svane" samt en giveaway af bogen.

Men jeg vil da også lige give dig en enkelt appetitvækker fra bogen. Det er en lækker rodfrugtsalat, som er hurtig at lave og som du faktisk kan bikse sammen om morgen og tage fra køl, når du kommer hjem, hvor den så lige står og smider kulden inden den kommer bordet til aftensmaden - Nemmere bliver det da ikke. 
Og selv om den både er nem og hurtig har den masser af velsmag, så her kommer den:



Opskrift: Salat med rødfrugter. 
Gengivet fra bogen: "Og halsen af en svane" af Lone Landmand og Søren Sørøver.

Ingredienser:
4 persillerødder
4 gulerødder
2 store rødbeder
1/2 lille knoldselleri
2 spsk jomfruolivenolie
1 fintrevet fed hvidløg
1/2 tsk groft salt
1 dl hakkede valnødder
2 spsk grofthakket bredbladet persille

Dressing:
4 sosk jomfruolivenolie
1 spsk æbleeddike
1 tsk honning
1 tsk groft salt
1/2 tsk friskkværnet peber

Fremgangsmåde:
Pisk ingredienserne til dressingen sammen og lad den trække, mens grøntsagerne ordnes.

Skræl grøntsagerne og skær den i små tern på ca. 1x1 cm. Varm olien på en pande og rist grøntsagsternene heri under jævnlig omrøring. Giv dem 5 minutter, tilsæt fintrevet hvidløg samt salt og steg videre i yderligere 5 min.

Vend de varme grøntsagstern i dressingen og lad salaten trække mindst 1 time. Drys valnødder og persille over inden servering ved stuetemperatur.

En kold salat smager af mindre end en tempereret.

..... Og den smager godt, skulle jeg hilse at sige.

Anmeldelse: ”Og halsen af en svane” samt en Giveaway

SPONSORERET INDLÆG:
Vinderen af giveawayen er fundet. Se, hvem der vandt, nederst i indlægget.


Jeg har været så heldig at få lov til at anmelde Lone Landmand og Søren Sørøvers nyeste kogebog: ”Og halsen af en svane” og jeg har glædet mig meget til det.
Mit førstehåndsindtryk af bogen var, at det er en robust bog, der egner sig til at ligge på køkkenbordet og guide dig gennem opskrifterne.
Og der er sans for detaljen i bogen. Jeg er vild med det matte papir, som bogen er trykt på. Der er ingen irriterende lysreflekser fra skinnende højglanspapir eller en uappetittelig kemisk lugt. Her kan man nyde de meget talende fotos, som matcher det lille rim eller digt, som indleder hvert af de 9 afsnit, som bogen er inddelt i. Der er opskrifter af alle slags: Bagning, syltning, supper, kød, fisk, grønt, desserter  og kager - ja selv viktualierummet får opskrifter med på vejen.

OBS: De følgende fotos er affotograferet fra bogen af mig og lever på ingen måde op til de fantastiske fotos, som bogen er prydet med.


Bogen udkom den 22. november og der ligger flere års arbejde bag den. Alle opskrifter og illustrationer samt fotos er lavet af Lone og Søren. De har krydret bogen med små finurlige og tankevækkende digte i Halfdan Rasmussen-stil samt filosofiske tanker omkring livet, dyrene og ikke mindst at kunne klare sig – ikke at nøjes med - men at klare sig!

Og klare sig, det gør bogen: Det er ikke en hvilken som helst kogebog, for den er anderledes og har et budskab: Kærlighed til mennesker, til jorden, til planterne, til dyrene og til maden. Det skinner igennem i hver lille detalje i bogen: Ingredienslisten sprudler med små og meget tankevækkende beskrivelser, som jeg bare elsker: ”100 gram flødeost fra en ko, der kender til tåge” eller ”4 store æg fra høns, der selv finder deres æbler” Der er ingen løftet pegefinger og man fornemmer, at budskabet kommer fra hjertet og af kærlighed.

Der er 79 opskrifter i bogen, som strækker sig lige fra ”Maries Kringle” over ”Lam Vindaloo” til ”Efterårssalat”. Og der er opskrifter til både til kødspiseren, vegetaren og slikmunden. 


Opskrifterne er lette at gå til og er godt beskrevet. Der er opskrifter til hverdag og til fest. Enhver, som råder over de mest almindelige køkkenredskaber, kan være med her. 

Opskrifterne er jordbundne og passer til det landkøkken, som Lone Landmand og Søren Sørøver driver på Brandbygegaard , som ligger syd for Århus. Her dyrker de grøntsager, æbler, vin og passer deres dyr. De lever af det, som de kan producere og sælge samt en cafe, foredrag m.m. Og de klarer sig!



Bogen er en oplagt gaveide til unge som ældre, til familier som enlige og ikke mindst, hvis du kender en haveentusiast, der dyrker sine egne grøntsager og som har kærlighed til mennesker, til jorden, til planterne, til dyrene og til maden. 
Bogen er på 224 sider og den vejledende pris er kr. 249. Den kan købes hos boghandleren eller bestilles hos ”Det Flydende Forlag”.

Men du kan også selv være heldig at få den……
Du kan deltage i min Giveaway her på bloggen og måske vinde et signeret eksemplar af bogen. Så kan du rigtig nyde juleferien med næsen i en god bog, drømme om alt det, som du skal så til foråret og ikke mindst al den lækre mad, som du skal lave med hjælp fra bogen.

Det eneste, du skal gøre, er at skrive i kommentarfeltet, hvilken grøntsag, der er din favorit til salater her om vinteren. 
Og så må du da også meget gerne gå ind på Cook Valleys profil på Facebook: Cook Valley på Facebook og trykke ”Synes godt Om”

Du har til Søndag d. 4. december 2016 kl. 0.00 og Mandag d. 5. december 2016 trækker jeg lod gennem Random. org og kontakter vinderen, så husk den rigtig emailadresse, så jeg kan kontakte dig. Du vil efterfølgende få tilsendt bogen, så hurtigt som det kan lade sig gøre med PostNord.

.....Og vinderen blev......


Vinderen er fundet og det blev kommentar nr. 25, som tilhører Karna Maj. Tillykke! 
Hvis du sender mig din adresse, vil jeg fluks sende dig et signeret eksemplar af bogen, som du så kan nyde gennem julen og drømme om al den skønne mad, som du skal lave med dine hjemmedyrkede grøntsager. Gad vide, om der ikke også er en lille opskrift, hvor du kan bruge dine Filterkraut?

Og tusind tak til jer alle sammen for gode og inspirerende beskrivelser af, hvad der er jeres favoritgrøntsag til salater her om vinteren. 

Brinner: Walisisk ostemad til aftensmad med nordsjællandske råvarer .

Madbloggerudfordringen  har denne gang hittet på en ny udfordring i samarbejde "Ost og Ko": Denne gang er udfordringen i ostens tegn: 
"Ost på farten" og "Brinner", hvor ost indgår i en morgenmadsret, der omdannes til aftensmad. Det er blevet bestemt ved lodtrækning, hvilke oste, som skal indgå i retten: "Fast, modnet ost" og "Esrum Ost". 

Mit bidrag til udfordringen er i kategorien "Brinner",  og det blev til "Walisisk Rabbit med nordsjællandske råvarer"
Welsh Rabbit - eller Rarebit, som den oftest kaldes - er en solid walisisk morgenmad bestående af ost og brød: Et ristet brød overhældt med en fed, krydret ostesauce. Welsh Rabbit er ikke en forfinet engelsk ret, men en del af det lokale og rustikke folkekøkken.
Som med så mange andre lokale retter, er der store variationer i krydringen og ingredienserne, så derfor tillader jeg mig også at lave en variation, som næsten udelukkende består af nordsjællandske råvarer:

Mit valg af ost blev Røget Benedict, som er en Esrum Ost, der menes at stamme fra Esrum Kloster i Nordsjælland. Osten er halvblød, 60+, smagsintens til den syrlige side og røget over bøgeflis. Netop den røgede og karakteristiske syrlige smag fik mig til at vælge den, da den ville gøre det godt som erstatning for kød i denne vegetariske udgave af Brinner. 
For yderligere at skabe fylde i denne morgenmadsret supplererer jeg med grønkål fra Søris i Ølstykke, Landbrød med surdej fra bageren, små ribstomater fra egen haven, Thermidor Hvidløg fra egen have, Bhut Orange Copenhagen Chili (BOC) udviklet på en altan i Hørsholm og vokset i mit drivhus i sommers, tomatstøv af hjemmedyrkede og hjemmetørrede små ribstomater, som derefter er kværnet til fint pulver - og så æg fra Humlebæk.   


Opskrift: Walisisk Rabbit med Nordsjælland: 4 personer.
Ingredienser:
1 daggammelt landbrød med surdej skåret i skiver
6 store blade grønkål - vasket, afdryppet, ribbet og snittet
1 stort fed hvidløg - presset
ca. 100 gram små ribstomater - skyllet.
Tomatstøv (Kan udelades)
salt og friskkværnet sort peber
4 æg
Sauce:
50 gram smør
50 gram mel
3-4 dl sødmælk
150 gram revet røget Esrum Benedict
1 nip finthakket Bhut Orange Copenhagen (Anden chili eller pulver kan bruges)
1 spsk worchestershiresauce
Salt.

Fremgangsmåde:
Sauce: Lad smørret smelte ved middel varme i en gryde. Tilsæt melet og rør det godt ind i smørret og lad det stege i 1 min uden at det tager farve. Kom gradvis mælken i saucen, mens du pisker, så der ikke kommer klumper. Når saucen er glat og har en passende, flydende konsistens. Tilsæt finthakket chili og Worchestershiresauce samt lidt salt. Lad saucen koge igennem i 5 min under omrøring.

Imens steges grønkålen ved middellav varme på en pande med lidt smør og olie. Pres hvidløget over og drys de små, hele tomater i og lad det simre sammen ved lav varme i 4-5 minutter, til grønkålen er mør, men stadig har bid 
Rist landbrødsskiverne på brødrister eller ovn. Brødet må gerne være lidt halvtørt, før det ristes.

Nu blandes den revne ost i den varme sauce og vendes godt ind. Smag til med salt efter at osten nu er tilsat.
Læg de ristede brødskiver i et lavt ovnfast fad. Læg et lag ostesauce på hver skive. Derpå kommes et lag af grønkålsblandingen over hver skive og så endnu et lag ostesauce. Stil fadet i en 200 grader varm ovn på midterste rille og bag brødene, indtil de er gyldne og ostesaucen bobler. Imens spejler du 4 æg på en pande i lidt smør.

Tag de færdige, meget varme ostebrød ud af ovnen og anret dem på en tallerken med et spejlæg ovenpå og læg overskydende grønkålsblanding ved siden. Drys med tomatstøv. 

Server rygende varme og gerne sammen med en frisk, grøn salat til at løfte retten lidt. 

Retten blev faktisk blandt de udvalgte i konkurrencen, så jeg er ret så stolt over at være blandt de 3 bedste opskrifter. Malou fra Klidmoster vandt med sin Croque Malou, mens Søren fra Gastomad blev udvalgt med sin Aftensgrød.

Og sørme om Rasmus Leck Fischer fra Atelier 1B ikke har stylet min ret og der er taget et nyt foto: Du kan se hans anretning HER: http://www.ostogko.dk/walisisk-ostemad/

Burmesiske fiskeboller i spicy sauce - Nga Soke Lone Hin

Da jeg lige i et svagt øjeblik faldt for et godt datotilbud på 500 gram mørksej, købte jeg det. Men da jeg åbnede pakken, fortrød jeg straks og huskede pludselig, hvorfor jeg helst vælger torsk fremfor mørksej.
Efter min mening er mørksej ikke en god fisk at stege eller dampe: Kødet er groft og løst og fisken er kraftig i smagen.
Med disse overvejelser i baghovedet, valgte jeg at bruge sejstykkerne hakket og blandet med stærke krydderier. Det blev til disse burmesiske fiskeboller i tomatiseret krydret sauce: Nga Soke Lone Hin
Opskriften stammer fra Charmaine Solomons: "The Complete Asian Cookbook" og kan findes mange steder rundt om på nettet.
Normalt vil jeg være meget tro mod opskriften, men i denne har jeg sneget et par ændringer ind - både ud fra valg af fisk, råvarernes egenskaber og i processen. Jeg har bl.a. tilsat tamerind, da citronen manglede syre og jeg har ladet fiskefarsen trække sammen med krydderierne - samt tilsat frisk chili i såvel fiskebollerne som saucen.

Retten er kendetegnet ved at skulle balancere mellem det syrlige og krydrede og modsat de dybe smage, som du finder i indisk mad, er der her mere tale om de klare, luftige smage, som kendetegner de kinesiske og asiatiske retter. Det er lidt som at sammenligne en bas med en sopran - begge har hver sin skønhed, men samtidig meget forskellige!


Opskrift: Nga Soke Lone Hin. 6 personer.
Ingredienser:
Fiskeboller:
500 gram hvid fisk - gerne torsk, men mørksej eller andre torskefisk går an
1 ½ tsk fint havsalt (Jeg bruger den fine, uraffinerede fra Urtekram)
½ tsk friskkværnet sort peber
½ løg
2 fed hvidløg
2 tsk revet ingefær
1 spsk citronsaft
1 lille rød chili
1 spsk hakkede frisk korianderblade og fine stilke
1 skive brød uden skorper opblødt i vand og væden presset fra
Sauce:
3 spsk sesamolie
1 spsk jordnøddeolie
3 hakkede løg
6 fed presset hvidløg
4 tsk revet ingefær
1 lille renset og hakket rød chili
1 tsk gurkemeje
3 hakkede tomater - eller 1 dåse flåede tomater uden væde.
1 tsk chilipulver
1 tsk kraftig rød paprikapulver
1 tsk rejepasta+½ tsk tamarind opløst i 4 dl kogende vand
2 spsk hakket grønne korianderblade
2 spsk citronsaft

Fremgangsmåde:
Gå fisken efter for ben og fjern skindet. Skær kødet i store tern.
Kør hakket løg og hvidløg, revet ingefær, grofthakket grøn koriander, renset og hakket chili, peber, udblødt, presset brød og citronsaft i en blender.
Kom fiskekødet i en foodprocessor og kør det kort sammen med saltet. Når kødet er rimeligt delt, men ikke for fint, tilsættes den blendede mos. Det hele køres kort sammen. Stil dette på køl med det samme.

Start med at overhælde 1/2 tsk tamarindpasta og rejepasta med 4 dl kogende vand og rør det sammen, til det er opløst.
Saucen tilberedes ved at varme de to forskellige olier op i en bred, dyb pande. Når olien er varm, tilsættes de hakkede løg, pressede hvidløg, revet ingefær og hakkede chili. Steg under omrøring ved middel varme, til løgene er bløde og gyldne, men ikke brune. De bløde, gyldne løg tilfører retten sødmen.

Tilsæt gurkemeje, hakkede tomater, salt og chilipulver samt en kraftigt rød paprikapulver (Paprikaen skal bidrage med farve og ikke med styrke - Hvis du kan lide det meget hot, kan du i stedet tilsætte 1 tsk chilipulver mere)
Lad det simre til tomaterne er bløde, tilsæt så vandet med den opløste tamarind - og rejepasta og lad det simre i små 15 minutter, til tomaterne er bløde. Sørg for, at der er vand nok til at kunne dække ca halvdelen af fiskebollerne, når de kommer i - ellers tilsæt mere kogende vand.

Tag fiskefarsen fra køl og form enfiskebolle med en ske og hånden. Læg den forsigtig i saucen og fortsæt med at lave boller af hele farsen. Der må ikke røres i panden nu - blot ryste den let.

Lad fiskebollerne simre ganske let halv tildækket af et låg og ryst panden ind i mellem. Lad fiskebollerne simre i saucen i 20-30 min, til de er helt faste og gennemstegte.
Rør forsigtigt citronsaft og hakket koriander i. Smag til med salt. 
Lad retten simre i 5 minutter og server den så sammen med dampede hvide ris, der opsuger den lækre sauce. Fiskebollerne er lette og luftige og den kraftige smag fra mørksejen er kamoufleret i de skønne krydrede ingredienser.