Indiske Koftes i tomatsauce

Så blev det efterår - og hvad passer bedre til en blæsende, regnfyld efterårsdag end en gang indisk mad. Tomaterne står dog stadig fint og der er mange mdne tomater. Faktisk flere end vi kan nå at spise, så her har jeg brugt 2 Mr. Stripley - tomater, som er en gylden og sød bøftomat samt en stor rød Jersey Devil tomat, der er en fast sugotomat med en vis syre. Sammen giver de solmodne tomater en perfekt balance mellem sødme og syre. Hvis du ikke er så heldig selv at have tomater i haven, kan du bruge nogle gode tomater fra dåse.



Opskrift på Indiske Koftes i tomatsauce:
Beregnet til 4 personer serveret med hvide ris. Tilberedningtid ca. 2 timer
Ingredienser:
Koftes:
500 g hakket oksekød 
1/2 middelstort løg
3/4 tsk. salt
1½ tsk. ristet og stødt spidskommenfrø
1½ tsk. ristet stødt korianderfrø
1 tsk. garam masala
1/2 tsk. Cayennepeber eller stærk chilipulver.
2 spsk. friskhakket koriander
3 spsk. yoghurt naturel 
Sauce: 
1 stort hakket løg 
3 store modne tomater
1 tsk. stødt spidskommenfrø
1 spsk stødt ristet og korianderfrø
2,5 cm hel kanel
6 hele kardemommer
6 hele nelliker
5 fed hvidløg 
2,5 cm ingefær  
2 tsk chilipulver. (Efter smag)
4 spsk. yoghurt naturel 
5 spsk. raps - eller vindruekerneolie 
1,5 - 2  dl vand 
1 tsk. salt 

Koftefars:
OBS. For at lette arbejdet lidt, kan du med fordel riste spidskommenfrø - og korianderfrø til både koftes og sauce. Men så skal de ristes hver for sig, da der skal forskellig mænge af spidskommen og koriander i saucen.
Rist de hele krydderier på en lille pande, til de dufter, men ikke er brændte. Mal dem i en krydderikværn. Vask og tør den friske grønne korianderblade og hak dem. Riv løget fint. Bland det hakkede kød med revet løg, hakkede korianderblade, ristede og stødte koriander og spidskommenfrø samt Garam Masala, chilipulver og salt. Tilsæt gradvis yoghurt Naturel og indarbejd det hele godt. Brug røremaskine eller hænderne. Stil farsen på køl, mens saucen forberedes:

Sauce: 
Hak løg og tomater i små tern. Rist og stød spidskommen- og korianderfrø. Riv ingefæren fint og pres hvidløgsfedene. Bland ingefær og hvidløg sammen. Læg kanel, nelliker og kardemomme sammen i en lille skål. 
Varm olien op ved middel varme. Når olien er gennemvarm, kommes den hele kanel og de hele nelliker og kardemommer i. Steg under omrøring i til kanelen dufter. Tilsæt de hakkede løg og steg dem gyldenbrune under stadig omrøring. Tilsæt ingefær - og hvidløgsmosen og steg det med i 2-3 minutter under omrøring. Tilsæt stødte spidskommen - og korianderfrø samt chilipulver og steg under omrøring i et par sekunder og tilsæt så de hakkede tomater. Lad saucen simre, til tomaterne bliver bløde.
Når tomaterne er bløde, skal yoghurten tilsættes: Tilsæt 1 spsk yoghurt. Rør yoghurten helt ind i tomatsaucen, før næste skefuld tilsættes. Steg under omrøring til yoghurten er blandet helt ind. Fortsæt sådan til alt yoghurten er brugt. Lad saucen simre i 5 min. Tilsæt 1,5 dl vand  og salten. Rør rundt og bring i kog. 
Lad saucen simre under låg i 30 min, mens du tager farsen fra køl og former ca. 24 små torpedoformede kødboller. 
Efter saucen har simret i 30 minutter, tilsæt kødbollerne forsigtigt til saucen i et enkelt lag. Skru helt ned for varmen og lad dem koge uden låg i 10 min. Læg så låg på og lad dem simre i 30 min. Ind i mellem rystes panden og der kan tilsættes mere, kogende vand, hvis der mangler væske. 
Til sidst kan man fjerne låget og lade saucen koge ind til passende konsistens. 

Server gerne retten med dampede hvide basmatiris og frisk grøn koriander samt en god hjemmelavet tomatchutney f. eks denne med abrikos: Tomatchutney med abrikos

Stegte aubergine med små ribstomater og hvidløgsyoghurt

Sommeren var ikke noget at råbe hurra for, men september har i den grad kompenseret for den kolde sommer. Mine tomater i drivhuset var mærket af kulden og det fugtige vejr, så her blev høsten ikke så stor, da flere af planterne led med skimmel. Men så kom september og rettede op på det hele,
Særligt mine planter på terrassen har det godt - næsten for godt: Jeg er ved at drukne i små ribstomater og .... auberginer.
Derfor skal det bruges og hvad er bedre end en hurtig ret med stegt aubergine blot med en håndfuld ribstomater, lidt persille og hvidløgsyoghurt?


Opskrift: Stegte auberginer med små ribstomater og hvidløgsyoghurt. 
Ingredienser:
1-2 auberginer
olivenolie til stegning
salt og friskkværnet sort peber
1,5 dl yoghurt naturel
2 fed presset hvidløg (Efter smag og hvidløget styrke)
1 tsk god olivenolie
Salt
4-5 stilke bredbladet persille.

Fremgangsmåde:
Vask auberginen og fjern stilken. Skær auberginen i 1½-2 cm runde, tykke skiver. Læg aubergineskiverne på et skærebræt med saftrille og drys dem med salt på hver side. Lad aubergineskiverne stå i 30 min og udvande. 

Rør yoghurten jævn og tilsæt presset hvidløg og olivenolie. Rør det godt sammen og smag til med salt. Stil på køl for at trække.

Varm en pande op ved middel varme og når den er gennemvarm. kommes ca 2 cm olivenolie på panden. Lad olien blive gennemvarm. Tør aubergineskiverne grundigt fri for væde og salt. Kom skiverne i den varme olie på panden, så de ligger i et lag. Steg først skiverne ved høj varme på begge sider, til de er brune. Krydr med lidt salt og friskkværnet sort peber. Skru ned for varmen og lad dem simre helt møre i ca 3-4 min. på hver side, men hvor de stadig er faste og sammenhængende. Tag dem af panden og læg dem på fedtsugende papir og derefter på et fad. Fordel klatter af hvidløgsyoghurt over og stil parat.

Skru op for varmen under den samme pande og lad olien blive varm igen. Når olien er godt varm kommes de små tomater på. ryst panden uden at tage den fra varmen, så de små tomater vendes ind i olien. Efter ca. 1 min er de gennemvarmede nok til at blive fordelt over aubergine og hvidløgsyoghurt. Hak bredbladet persille groft og drys over.

Server gerne med brød som forret eller som del af en mezes med andre små retter. De kan også udgøre et tilbehør til f. eks. köfte, ovnstegte kartofler og en frisk salat.

Om auberginer
Mange mennesker finder auberginer fade og uden smag af andet en stegeolien og foretrækker derfor auberginer, som er bagt hele i ovnen og hvor kun indmaden bruges.  
Men ved den rigtige tilberedning på pande i olivenolie, kommer auberginens let røgede og sødlige smag også frem sammen med den silkebløde konsistens.
For at opnå dette, er der et par gode tips: Tidligere udsaltede man auberginerne for at udtrække bitterstoffer fra de små frø i auberginen, men nu om dage er auberginer ikke bitre længere, så på den baggrund er det strengt taget ikke nødvendigt. Men metoden har også den fordel, at auberginerne ikke suger så meget olie til sig ved stegning.
Auberginer skal være helt møre, ellers smager de ikke godt - nærmest som rå kartoffel. Prøv at lægge mærke til, at når auberginerne er ved at være gennemstegte, skiller de overflødig olie ud, så de ikke er så oliemættede, hvilket kan overdøve deres egen smag. 

Den varme september har gjort det muligt at få en del auberginer på min terrasse. Til denne ret brugte jeg Rosa Bianca Aubergine, som giver store, runde skiver, men alle former for auberginer kan bruges.
Der blev kun til en enkelt af denne smukke Rosa Bianca Aubergine. Smagen er den samme som ved de almindelige auberginer, men den er vældig smuk og det er næsten synd at skære i den. Men intet varer evigt - ej heller en smuk aubergine:


Oksehaleragout med kartoffelmos

Alle kender vel oksehaler, men der er nok ikke så mange, der rent faktisk har lavet retter med oksehaler - inklusive mig selv. 
Oksehaler ligger ikke normalt fremme i kølediskene i supermarkederne - og slet ikke økologiske. Derfor slog jeg til, da jeg fandt muligheden for at købe ca 5 kg økologiske oksehaler til 400 kr. Dyrt, ja men der blev 2 middage til 4 personer ud af 2,5 kg, så det giver en kuvertpris for kødet på 25 kr, hvilket jo ikke er så galt endda.
Samtidig med oksehalerne købte jeg nogle økologiske nyretapper, som jeg selv skulle pudse fri for sener og diverse. Det afpudsede kø blev brugt til fonden til denne ret med oksehaler ud over spidserne af halen og nogle oksekraftben.
Fidusen med en oksehaleragout er smagen og ikke mængden af kød: Lav selv en god fond, køb en kraftig rødvin tilsæt solmodne tomater og frisk grønt og lad halerne simre i lang tid som giver yderligere smag og fylde til fonden. Kødet bliver nærmest noget, som bidrager med smag og konsistens mere end det spiller hovedrollen ved serveringen.


Opskrift på Oksehaleragout til 8 personer:
Beregn god tid, da retten med fordel kan tilberedes over 2 dage.

Ingredienser:
Oksefond til 8 personer:
2 kg oksekraftben (ca. 2-3 stk, oksehalespidser og diverse okseafpuds.)
1 løg
3 laurbærblade
10 peberkorn
1/4 lille knoldselleri
2 store bøftomater
ca 2 liter koldt vand

Oksehaleragout til 8 personer:
2  - 2,5 kg oksehaler (Spidserne bruges til fonden)
200 g hvide - og røde løg
250 g gulerødder
150 g bladselleri
5 fed hvidløg
3 laurbærblade
4 stilke timian
2 kg solmodne bøftomater eller andre kernefattige tomater. (Alternativt 4 -5 dåser flåede tomater)
2 liter fond (Se ingredienser ovenfor)
70 g koncentreret tomatpure
500 ml kraftig rødvin
2 milde, røde chilier (Valgfri, retten skal ikke være stærk, men bare lige krydres)
Salt og friskkværnet peber

Kartoffelmos til 4 personer:
1200 gram kartofler
2,5 dl mælk
2,5 dl piskefløde
100 g smør
revet muskatnød, salt og peber

Fremgangsmåde:
Start med at lave en brun fond (Denne kan laves dagen før)
Brun benene, halespidser og afpuds i en bradepande uden fedtstof ved 200 grader i ca 40 min. 
Skræl knoldselleri, vask løg og  gulerødderne grundigt. Hak tomater, knoldselleri og gulerødder.
Kom ben og kød i en stor suppegryde og tilsæt de hakkede grøntsager og det hele løg. Hæld lidt vand i bradepanden og lad det stege i 4-5 min, mens du skraber bund og side med jævne mellemrum. Tilsæt denne væske i suppegryden.
Dæk nu indholdet i suppegryden med koldt vand, så det står ca 2,5 cm over benene. Bring det i kog og skru straks ned på meget lav varme og lad fonden simre i 1½ - 2 timer.
Lad fonden køle lidt af og si den så gennem en finmasket si. Stil på køl til senere. Pil evt. kød fra oksehalespidserne og gem det.

Oksehaleragout:
Vask og skræl gulerødderne. Pil løgene og vask bladselleristænglerne. Vask tomaterne. Skær alle grøntsagerne i tern. Halver de røde chilier og fjern frøene.
Krydr oksehalestykkerne godt med salt og friskkværnet sort peber.
Varm en stor gryde godt op ved middel varme og brun oksehalerne med fedtsiden ned ad først. Brun derefter på alle sider. Tag halerne op på et fad og stil til side. 
Skru ned for varmen og tilsæt de hakkede løg, gulerødder og selleri samt tomatpure i det fedt, som er i gryden. Lad det stege i ca 3-4 minutter ved lav varme. Kom de hakkede tomater ved og steg ca. 2 min ved lav varme til de begynder at smide væske. Skru op for varmen og tilsæt rødvinen og lad den koge ind, så alkoholen fordamper. 
Kom de brunede oksehalerne tilbage i gryden og vend rund. Tilsæt den brune fond samt de halve røde chilier og lad det hele koge op og skru omgående helt ned, så gryden kun simrer gangske let. Skum gryden med jævne mellemrum
Lad ragouten simre i 3 timer eller til kødet falder fra benene.
Tag benene op og pil kødet fra benene og kasser fedt og brusk. Låg kødet i en beholder for sig og stil evt. på køl. Si saucen gennem en sigte og hæld det i en ren gryde. 
Her valgte jeg så at stille gryden med saucen på køl til dagen efter. 
Dagen efter fjernes den fedt, som har samlet sig på overfladen af saucen. Lad saucen koge yderligere ind i ca 1 time, og tilsæt så kødet til saucen og lad det simre i 15-20 min, til det er gennemvarmet.

Kartoffelmos:
Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Dæk dem med koldt vand og lad dem koge helt møre.
Hæld vandet fra og pres kartoflerne gennem en si eller kartoffelpresser. Kog fløde og mælk op. Skær det kolde smør i tern. Rør nu den varme væske i de mosede kartofler og tilsæt smørret undervejs. Når kartoffelmosen er tilpas glat, smages til med salt, peber og lidt revet muskatnød.

Anret kartoffelmosen på en tallerken ved hjælp af en rund form. Fordel sauce med kød over og pynt med hakket bredbladet persille og lidt revet citronskal.
Server retten rygende varm - gerne med brød til.

Hvis i kun er 4 personer eller mindre, kan resten fryses til en anden gang, hvor det varmes op ved at simre i en gryde tilsat lidt vand i bunden. Man kan også vælge at servere retten med brede båndpasta eller polenta.

Aubergine med tomat og indiske krydderier

Rent faktisk smagte første gang denne ret i Tunesien. Den var fløjlsblød, mild, sød  og krydret på samme tid og havde samtidig en friskhed og syrlighed. Det var tydeligt at kanel var på spil. Ikke gennemtrængende - bare lige sådan i baggrunden 
Jeg var helt solgt! Siden har jeg pløjet mange mellemøstlige, afrikanske og italienske kogebøger igennem for at finde opskriften, men fandt den aldrig!
Men så en dag stødte jeg på en opskrift fra Indien, som netop indeholdte aubergine, tomat og kanel. Opskriften så rigtig lovende ud og den blev straks lavet.
Men med så meget, som man smager for første gang i et andet og fremmedartet land, smagte den ikke rigtig. 
Efter flere eksperimenter har jeg nu fundet frem til den helt rigtige kombination. Og d
a jeg lige nu kan plukke mine egne auberginer fra krukker på terrassen, tomater i drivhuset og koriander fra højbedet, er det tid til denne dejlige opskrift:


OPSKRIFT. AUBERGINE MED TOMAT.
4 personer som tilbehør.

Ingredienser:
400 g aubergine
400 g solmodne tomater
2 løg i halve skiver
olie til stegning
4 fed hvidløg
1/4 tsk chili
1 lille rød chili - middel styrke (1/2 lang rød chili fra supermarkedet - start med lidt ad gangen)
1 kanelblad (Kan undlades)
4 cm hel kanel
1 tsk garam masala
40 gram tomatpure.
1/2 spsk citronsaft
1 - 1½ tsk salt
Evt. sukker, hvis tomaterne er for syrlige. 
lidt vand
1 lille bdt. koriander og eller persille

Varm olien op i en pande. Skær løgene i halve og derefter i skiver. Pres hvidløget og hak den rensede chili fin. Skær auberginen i tern og gør det samme med tomaterne.
Når olien er varm, tilsættes løgene og de steger under omrøring til de er klare og let brune i kanten. tilsæt kanelstykke og kanelblad i løgblandingen og steg, til kanelen begynder at dufte og bladet skifter farve. Tilsæt tomatpureen og lad det stege med et par minutter. Så kommes hvidløg, chili og garam masala ved og røres godt ind. Steg under omrøring i ca 3 min. Tilsæt de friske tomater sammen med lidt vand eller 1 dåse flåede og hakkede tomater med væden. Bring det i kog og lad det koge ved høj varme i 5 min. Tilsæt aubergine og vend dem godt ind. Tilsæt citronsaft og salt. Bring gryden i kog og skru så ned og lad simre delvist dækket i 30-45 min. Efter ca. 20 minutter smages der til med sukker, hvis retten er for syrlig: Det afhænger meget af de tomater, som bruges. Rør nu og da og tilsæt 
mere vand hvis nødvendigt, så det ikke brænder på, men saucen skal være tyk. 
Tag retten af varmen og drys med rigeligt frisk grøn koriander eller bredbladet persille.
Server retten til f. eks en god marineret lammekotelet, krydrede oksekødsboller og lignende og gerne sammen med dampede, hvid basmatiris og yoghurt.