Fyldte Auberginer med persille og mynte.

I lørdags var butikkerne igen åbne. Jeg skulle lige have nogle ganske almindelige hverdagsting og kom hjem med 14 økologiske auberginer til 5 kr. stykket.
4 af auberginerne blev brugt til en Baba Ganoush, som nu ligger i fryseren i mindre, passende portioner som tilbehør til en lækker aftensmad. De næste 6 auberginer valgte jeg at lave fyldte auberginer med og de sidste 4 auberginer vil jeg bruge til en indisk inspireret ret - men herom senere. I dag er det fyldte auberginer inspireret af det tyrkiske køkken: 


Fyldte auberginer med kød, persille og mynte.
Ingredienser: 
500 g hakket oksekød
200 kogte ris eller bulgur                      
4 middelstore auberginer                        
3 finthakket løg
6 små fed hvidløg                                
2 ds flåede og hakkede tomater
2-3 tsk tørret tyrkisk chili i flager (Soltørret/middelstærk)
2 spsk hakket bredbladet persille
1 spsk hakket marokkansk mynte
Olivenolie til stegning
Havsalt og friskkværnet sort peber.
4 lange milde grønne tyrkiske chilier (Sivri Biber)
12 små cherrytomater skåret i skiver

Fremgangsmåde:
Kog risen efter anvisningen. (Jeg gemmer gerne rester af ris, bulgur, mm. i poser á 200 g i fryseren, som jeg så bruger til koftes, fyldte auberginer o. lign)

Auberginerne vaskes og flækkes. De udhules forsigtigt, så der kun er en kant på ca. 0,5 cm tilbage. Skær den udskårne indmad fra auberginerne i små tern.
Hak løgene fint og pres hvidløgene.

Varm olivenolie op på en stor, dyb pande ved middel varme. Steg auberginetern, hakkede løg og presset hvidløg bløde.
Tilsæt hakkede tomater med væden, hakket persille og mynte og knust tyrkisk chili. Steg det under omrøring i 5-10 min. Smag til med salt og peber.  Det skal krydres godt, da ris og kød tilføjes senere og tager en del af smagen! Lad blandingen afkøle i køleskab.

Når blandingen er let afkølet, kommes det hakkede oksekød og de kogte, kolde ris i blandingen og det røres det grundigt sammen.
Læg de halve, udhulede aubergineskaller i et stort, smurt fad. Kom fyldet i auberginerne.
Halver sivrichili og fjern frø. Skær tomater i skiver. Læg en halv sivri og ca. 3 skiver tomat på toppen af hver aubergine. Læg et stykke bagepapir over fadet.
Stil fadet midt i en 200° varm ovn i ca. 35 min. Fjern bagepapiret og giv auberginerne yderligere 10-15 min, til sivrien lige begynder at brune.

Server gerne auberginerne med en dip af afdryppet yoghurt rørt med salt, hvidløg og olivenolie, hvori der blandes agurk i tern og måske dild, som jeg har gjort her. 

Linse - Bulgur frikadeller - Mercimekli Köfte

Fredag må gerne være hurtigt og let mad - men også gerne sundt!
Disse små frikadeller er nemme, hurtige og sunde - og helt uden kød på en kødfri fredag!
De kan spiser som en del af en mezes, men kan også udgøre det for et hovedmåltid supplereret med forskellige oliven, tomat, agurk og dips samt brød.
Der er ingen undskyldning for ikke at blive mæt og hygge med familien rundt om et bord med masser af de lækkerier, som i synes bedst om:


Mercimekli Köfte - opskrift til ca 4-6 personer:
Ingredienser:
2,5 dl røde linser
1,25 dl meget fint bulgur
5 dl vand
1 mellemstort hakket løg
1½ tsk fint havsalt

2 tsk knuste chiliflager – eller efter smag
1½ tsk ristet og stødt spidskommen
1 tsk friskkværnet sort peber
2 spsk Ajvar
3-4 hakkede forårsløg
3-4 spsk hakket, frisk bredbladet persille

2 spsk olivenolie

Fremgangsmåde:
Skyl linserne under rindende koldt vand. Kom dem i en gryde og hæld 5 dl vand over. Rør rundt. Lad dem simre uden låg til de er helt møre. Vær opmærksom på, at vandet ikke koger helt væk eller de brænder på. 

Tag gryden af varmen. Der skal være vand tilbage i bunden, men ikke meget. Kom hurtigt bulgur i og rør rundt. Læg  låg på og lad det stå i 30  minutter. 

Hak løget. Varm panden op ved middel varme. Kom olie på panden og dernæst løgene. Drys dem med salt og sautér dem i olivenolien, til de er klare. Kom Ajvar i og lad det hele køle af. 

Hak forårsløgene og persillen. Rist og stød hele spidskommenfrø og mål 1½ tsk stødt spidskommen op.  

Når løgene på panden er afkølet, kommes linse – bulgurblandingen, krydderierne, persille og forårsløg i og det røres grundig sammen - gerne med hånden!
Form så mange små aflange frikadeller, der er tykkest på midten, som der er dej til. Sæt dem på en tallerken og stil på køl. Forbered det, som du ønsker at servere til.

Server så på et stort fad midt på bordet med sammen med blade af hjertesalat og citronbåde.
Tag et salatblad og læg en köfte på. Vrid lidt citron over og fold bladet om köften, som så kan dyp den i f.eks en hvidløgsdip, Ajvardip eller hvad man nu ønsker!




Frisk salat med røget Fanølaks, belugalinser og lime

Foråret må være på vej, selvom det ikke ser sådan ud!
Mine vindueskarme er fyldt op med små potter, hvor de første grønne spirer titter frem: Flere forskellige slags chili og peberfrugter, basilikum og koriander er spiret og står med de første blade. Tomater og auberginer ligger parat til at blive sået i næste uge. En masse venlige mennesker har givet mig frø af alverdens forskellige tomater, auberginer, peberfrugter, salater, krydderurter og meget mere, som skal dyrkes i krukker, drivhuset og mine 3 højbede! Åhh, hvor jeg glæder mig til at nyde synet af alt det grønne lige udenfor mit køkkenvindue!

Men indtil da må jeg nøjes med at forestille mig sol, varme og friske grøntsager: Denne lette ret hjælper mig på vej: Røget Fanølaks med frisk økologisk spinat, feldsalat, spæde blade og hovedsalat, der med sin milde smag understøtter de sorte belugalinser sammen med en vinaigrette med lime og mild chili!


Opskrift til let aftensmad eller frokost til ca. 4 personer:
Ingredienser:
250 g røget laks i tynde skiver
1½ dl sorte belugalinser
3 dl vand
salt
saft af 1/2 lime
125 gram små blommetomater
1/2 agurk
2 håndfulde frisk babyspinat
2 håndfulde feldsalat
2 håndfulde blandet spæde salatblade i forskellige farver
1/2 hovedsalat

Vinaigrette:
1 dl neutral vegetabilsk planteolie f. eks. vindruekerneolie
saft af 1/2 lime (Ca 1 spsk)
2 spsk hvid balsamicoeddike
1 fed presset hvidløg
1 tsk tørrede chiliflager af Ancho eller anden mild chili
Salt og peber

Brød til servering!

Fremgangsmåde:
Skyl alle grønne blade og salat grundigt i rindende vand. Når alt skidt er skyllet væk, kommes salat og blade i en stor skål koldt vand og står der i max 30 min. 

Skyl belugalinserne under koldt vand, kom dem i en gryde med vand og bring det i kog. Tilsæt ca 1/2 tsk salt og lad dem koge i ca. 30 min, til de er møre, men stadig har bid. Hæld overskydende vand fra og pres saft af 1/2 lime ud over de varme linser og vend rundt. Lad linserne afkøle

Vask tomat og agurk og skær det i passende stykker.
Skær laks i tynde skiver, som derefter deles i mundrette bidder.

Bland en vinaigrette sammen ved at piske olie med limesaft, hvid balsamicoeddike, presset hvidløg, chiliflager, salt og friskkværnet sort peber. Lad det trække indtil servering. 

Tag salaten og slyng det tørt. Nip grove stængler og riv hovedsalaten i mundrette bidder.
Fordel salaten på 4 tallerkener, læg tomat og agurk på, drys belugalinser over og læg til sidst de tynde skiver laks på. 

Ved servering dryppes vinaigretten over og der serveres godt brød til!



Philly Cheese Steak Sandwich - med et twist!

Den ene af mine teenagersønner er fuldstændig hooked på amerikansk mad - og gerne de retter, der vælter sig i kød og ost! 

Denne gang ville han have Philly Cheese Steak sandwich, som er en kendt amerikansk sandwich. 
Mange taler om amerikanske hotdogs, burgers og pizzaer, men for mig er deres sandwich en klasse for sig: Fede, smagsfulde og drivende af ost. 
De serveres i bløde boller af totalt usundt hvidt brød, men det er bare så meget bedre end sandwiches, der serveres i sprøde boller, der skærer inde i munden og bare er alt for rustikke i forhold til sandwichfyldet! 
Så skal aftensmaden nogle enkle gange bestå af sandwich, så und dig selv at tilberede den i en blød bolle!!!!



Opskrift til 6 - 7 meget mættende sandwiches:

Ingredienser:
6- 7 stk hjemmelavede aflange, bløde brød 
750 g okseindelår, tyndsteg eller lign. i 1/2 cm strimler.

Marinade til kødet:
1 tsk havsalt
1 tsk friskkværnet sort peber
1 tsk stærk paprika
1 tsk løgpulver
1 tsk granuleret hvidløg
1 tsk tørret timian
1 tsk tørret oregano
2 tsk knuste chiliflager
6 spsk neutral vegetabilsk olie

Øvrige ingredienser:
Finthakket løg
1 grøn peberfrugt i smalle strimler
150 g champignon i skiver
1 spsk smør
300 g cheddar - eller andet ost - originalt bruges provolone eller mozzarella

Fremgangsmåde:
Start i god tid med at tilberede marinaden til kødet. 
Pres hvidløgene. Hæld olien i en skål, der også kan rumme kødet. Rør salt, peber, paprika, løgpulver,  timian, oregano, chiliflager i olien og bland det godt. Kom hvidløg i og rør godt rundt. 
Skær kødet ud i smalle strimler på ca 1,2 cm tykkelse. Vend kødet godt ind i marinaden, dæk skålen til og sæt på køl - gerne i op til 6 timer!

Imens laves brødene. Det tager rundt regnet max 1½ time. Lad brødene køle lidt af og læg dem så i en plastikpose, så de bliver bløde. 
En beskrivelse og opskrift på gode brød kan du finde på Piskerisets Blog ved at følge dette link: http://piskeriset.dk/hjemmelavede-hotdogbroed/

Jeg formede brødene som meget store pølsebrød og fik 16 brød ud af portionen - De resterende frøs jeg til en anden god gang!

Rens champignon og skær i skiver, rens den grønne peberfrugt og skær i strimler. Varm en stor pande op ved middel varme og tilsæt smør. Kom champignon i og lad dem stege sprøde. Skru ned og tilsæt de grønne peberstrimler og lad dem stege med, til de bliver bløde og mister den skarpe smag. Tag champignon og peberfrugt af panden.

Tør panden let af med køkkenrulle. Sæt panden på et middelvarmt blus og lad den blive varm. Kom kødstrimler med marinaden på i mindre portioner - Steg hver portion i 3- 4 min, til det er sprødt, men rosa inden i.
Tag kødet af og fortsæt til alt kødet er stegt.

Flæk 6 boller på tværs og læg toppen til side. Læg bundende på en bageplade med bagepapir. 
Fordel kødet på de 6 bunde og top med blandingen af peberfrugt og champignon. Drys med finthakkede rå løg. Fordel skiveskåret ost oven på det hele og sæt pladen i ovnen ved 175 grader C. og varm bollerne i til osten smelter. 
Læg toppen på og server - gerne med hjemmelavede pommes frites - og en dejlig frisk salat, selvom det absolut ikke hører til den autentiske udgave (Hvilket marinering af kødet, champignon og rå løg vist heller ikke gør :-)