Spicy indiske rejer

Vinterkulde og mørke dage kalder for mig på dejlige farverige og krydrede retter til at varme både sjæl op krop.
En af mine favoritter er denne indiske ret med rejer, der steges rødgyldne og lægges i en spicy sauce. 

Sørg for at købe rejerne, som kommer fra bæredygtig og etisk ansvarligt opdræt! Retten smager bedst, hvis du kan få gode, rå rejer. Så skal de dog steges længere tid på panden for at blive gennemstegte.


Opskrift til 4 personer:
Ingredienser:
400-450 g rejer - Jeg brugte Vannamei Rejer fra Irma, som er ASC-mærket. Læs mere på dette link: ASC

Krydderipasta 1:
7 fed pressede hvidløg
4 cm revet ingefær
2 spsk vand
1½ tsk hele spidskommensfrø
1/4 tsk cayennechili+1/4 tsk knust tyrkisk chili (eller ½ tsk cayenne)
1 tsk gurkemeje

Krydderipasta 2:
1 tsk brune sennepsfrø knust i morter
lidt vand

Øvrige ingredienser:
1 ds hakkede tomater
4 små løg 
2 friske, grønne chili 
11 friske eller tørrede karryblade
1/4 tsk koncentreret tamarindpasta blandet med 5 spsk varmt vand.
1 spsk hvidvinseddike

1 tsk salt
2 dl vand
6 spsk olie til stegning

Stegning af rejer:
2 spsk rapsolie
1 tsk garam masala Se link: Garam Masala
1/4 tsk chilipulver
1 tsk paprika


Forberedelse:
Blend en dåse flåede tomater. Tilsæt 1 tsk sukker og kog det godt ind under meget lav varme. Smag til med salt, sukker, syre, så tomatsmagen kommer frem, men ikke er for sur - hellere mere til den søde side i denne ret.
Pres de indkogte tomater gennem en si. Det skal blive til en pure i samme konsistens som f. eks. lige som fin æblemos.

Pil rejerne, men gem skallerne. Fjern den sorte streng, hvis det ikke er gjort.
Rist skallerne hurtigt på varm pande. Læg dem i en lille gryde, tilsæt vand og lad dem koge i små 10 min - eller længere, hvis der er tid.
Si vandet fra skallerne og mas skallerne godt, så smag afgives til vandet. Kasser skallerne og gem vandet.

Forbered 2 krydderipastaer:
Til den første krydderipasta blandes presset hvidløg og fintrevet ingefær med 2 spsk vand ved at ryste det sammen i et glas med låg. 
Rist de hele spidskommenfrø på en tør pande, til det dufter, men ikke bliver brændt. Lad det afkøle lidt og mal det i en krydderikværn eller morter. 

Bland de kværnede spidskommenfrø, de to slags chili samt gurkemeje ind i ingefær - hvidløgspastaen. Stil det til side.

Den næste pasta er knuste brune sennepsfrø, som blandes med vand, så det bliver en tyk pasta. Stil også det til side.

Skær løgene i halve og dernæst i fine skiver.  Åbn chilierne på langs i den ene side.
Bland tamarind med kogende vand og rør det godt ud. Tilsæt hvidvinseddike og salt og rør, til saltet er opløst. 
Pluk karrybladene af stænglen eller brug tørrede, hvis du ikke kan få friske. Find resten af krydderierne frem og stil dem parat i små skåle.
Som ved al indisk mad er det god fornuft, at alt ligger parat og i rækkefølge, for pludselig skal det gå hurtigt.

Til stegning af rejerne, blandes Garam masala, chilipulver og paprika i en flad skål.

Tilberedning:
Tag en stor gryde eller sauterpande. Varm de 6 spsk olie op ved middel varme. Når olien er gennemvarm, tilsættes de friske karryblade, de grønne chili og løgskiverne. Lad det stege under omrøring, til løgene er bløde.

Så er det tid til den første pasta. Tilsæt den i panden med løgblandingen og rør den grundigt ind. Steg det under konstant omrøring i ca. 5 minutter - tilsæt evt. 1 tsk vand, hvis det brænder på, men ikke for meget.
Så kommer den anden pasta af sennepsfrøene i og steger 1-2 min - endelig ikke for længe, for så kan det blive bittert.

Kom tomatpureen ved og rør godt rundt. 
Skru ned for varmen og tilsæt salt, tamarind, eddike og vand samt kogevandet fra rejeskallerne. Kog ved lav varme, indtil saucen er tyk.


Varm en pande med olie op ved middel varme, til den er helt gennemvarmet. 
Vend rejerne i krydderiblandingen garam masala, chilipulver og paprika. 
Ryst overskydende af.  Steg rejerne i meget kort tid på en meget varm pande, så de er brunede på alle sider. Tag et par stykker fra til pynt og læg resten i saucen og bland dem omhyggeligt ind i saucen. Lad saucen varme igennem. igennem. 

Server rejerne i saucen drysset med finthakkede grønne chili og med basmatiris.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar