Chilimarineret svinekotelet med asiatisk coleslaw

Appetitten er ikke så stor her i sommervarmen og det er lysten til lange stunder i køkkenet heller ikke.

Men mad skal der jo til alligevel, for med to teenagersønner i huset skal der mad på bordet hver dag - og gerne nok til at mætte i bare et par timer, så de ikke går på rov i skabe og gemmer i de sene nattetimer!

Denne coleslaw er langtidsvirkende på to teenagere, da den er mættende med indholdet af kål, gulerødder og bønner. Smagsmæssig er den frisk og lidt hot - men ikke nok til, at det er derfor, du sveder i sommervarmen. 



Start morgenen ud med at marinere koteletterne ved at blende syltede chili sammen med hvidløg, revet ingefær og soyasauce. 
Masser koteletterne godt ind i marinaden og læg dem så ned i marinaden, så det dækker og stil tildækket på køl i min. 4 timer.

Skæl og riv gulerødder på den grove side af rivejernet. Snit spidskål i fine strimler.
Kog de hele, nippede brede snitte bønner i ca. 5 min, Tag dem op og læg i iskoldt vand. Kog edamamebønner i 3 min. Hæld vandet fra og læg også disse i isvand.
Når snitteønnerne er helt afkølet, tørres de forsigtig og skæres i mundrette diagonale stykker. Lad edamamebønnerne dryppe helt af.
Læg snittet kål, revne gulerødder og de to slags bønner i en stor skål med plads til at vende det godt rundt.

Pisk dressingen sammen og ca. 1 time før du skal spise, vender du halvdelen af dressingen i og vender rigtig godt rundt i salaten, så alt bliver dækket af dressing.  Ved servering vender du den resterende dressing i.

Tænd grillen op. Tag koteletterne ud af køleskabet ca. 30 min, før de skal på grillen. Lad det meste af marinaden dryppe af og steg dem så ved direkte varme ca 5 min. på hver side. 
Den tilbageværende marinade kan koges meget grundigt igennem og bruges til koteletterne, hvis du virkelig ønsker det HOT.

Server dem sammen med coleslaw og nyd den danske sommer, mens den er her!


Ingredienser:
Svinekoteletter
4 store svinekoteletter på min. 2,5 cm tykkelse

3 dl syltede chilier med lage*
4 fed hvidløg
2,5 cm revet ingefær
1/2 dl soyasauce

*Jeg brugte hjemmesyltede omnicolor chili i lage, men du kan bruge andre f. eks. jalapeno, som nok er nemmere at få fat i. Men omnicolor har en dejlig frugtagtig aroma, som du ikke finder i jalapeno. Vurderer mængden af chili afhængig af styrke, men det bliver nu ikke så stærkt, som man umiddelbaft skulle tro.

Asiatisk Coleslaw
1 lille rødt spidskål - fintsnittet
4 middelstore gulerødder - groftrevet
2,5 dl edamamebønner uden skal - blancheret
10 snittebønner - kogte og skåret i mindre stykker
(Gerne 1 håndfuld frisk hakket koriander eller mynte)

Dressing:
1 spsk honning
1 spsk neutralsmagende olie
1 spsk vineddike
1 spsk risvineddike
1 spsk soyasauce
2 spsk fin peanutbutter
1 tsk salt
2 tsk Sriracha chili sauce
1 spsk fint revet ingefær
1 fed presset hvidløg





Skinkemignon på spinat med solbær, rødbedecouscous og blød gedeost

I forbindelse med  Madbloggerudfordringen 3 skulle deltagerne vælge at lave en ret enten til årstidens salte eller søde køkken. 
Begrænsningerne var få - blot ingredienserne: For det salte køkken var det bær, bladgrønt og gris. Og for det søde køkken var udfordringen at lave en ret med bær, spiselige blomster/krydderurter og chokolade.

Umiddelbart lyder det jo ligetil, men med så mange enkle retter, er råvaren væsentlig: Mit første forsøg var at lave små stykker af ribbenssteg med sprøde svær med ribsglaze, som skulle serveres med en ribssauce og dampet spinat. Men desværre var ribbenstegen så fed, at jeg ikke ønskede at lave dette indlæg med så ringe råvarer.

Jeg valgte i stedet at overskride tidsfristen og give mig i lag med en skinkemignon, solbær og spinat. Da tiden var knap, måtte jeg ty til, hvad køleskab og tørlager kunne byde på: Rødbede, couscous, belugalinser og gedeost.




Kødet blev tilberedt ved først at pochere den og derefter stege den. Det giver en skøn saftig mignon. Du kan se, hvordan her:  Skinkemignon




Kødet blev lagt på frisk spinat og derefter dækket med en couscous bestående af couscous, belugalinser, rødbede og blød gedeost.

Rødbederne blev skrubbet og kogt, til de var så møre, at de kunne springes og skindet gnides af. Derefter blev de skåret i små tern.

Couscousen blev først nuldret grundigt i olivenolie som jeg var heldig at få fat i på Kulinarisk Sydfyn:



Herefter blev det tilsat havsalt og overhældt med kogende vand. Det dækkes til og trækker i 5-10 min (Jeg brugte Aarstidernes økologiske couscous)


Belugalinserne blev skyllet under den kolde hane og kogt i vand tilsat havsalt, gulerod, porre og persillestilke. Kog dem i ca. 15 minutter, men smag undervejs, så de stadig har bid. Lad dem trække i vandet i 5 min. Hæld vandet fra og lad linserne dryppe af i en sigte.
Vend de endnu varme linser med en vinaigrette af mandarin olivenolie, hvidvinseddike, salt og peber. Lad linserne trække i køleskabet i 30 min.

Imens laver du Madame Mangors Syltede solbær: Madam mangors syltede solbær




Til sidst tager du couscous og belugalinser ud af køleskabet. Bland så forsigtigt 2 dl couscous og 1 dl belugalinser sammen med de små rødbedetern og drys til sidst gedeost over.

Læg spinatblade på en tallerken, læg kødet i tynde skiver ovenpå. Dæk med rødbedecouscous og drys gedeost over.

Sug saften fra de syltede solbær op i en flaske eller sprøjte og dryp det rundt om retten på tallerken. Drys med friske solbær.

Denne ret er faktisk en sommerret, men farvemæssigt minder den om en efterårsret: Med de mørke skyer som dagen i dag har budt på og de våde græsplæner passer den godt til en våd dansk sommer, men lige præcist nu, hvor jeg sidder og skriver dette, bryder solen frem !!


Ingredienser:
500 g skinkemignon
salt og peber

Couscous:
125 g couscous
1 tsk salt 
2,5 dl kogende vand

Belugalinser:
2 dl Belugalinser
4 dl vand
1 gulerod
porretop
2-3 persillestilke
2 tsk mandarin olivenolieolie
1 tsk hvidvinseddike
salt og friskkværnet peber

4 små rødbeder
vand, der dækker
2 tsk salt.

Madame Mangors syltede solbær:
200 g rensede solbær
1/2 dl vand
1/4 dl eddike
50 g brun farin
1 hel nellike
1 tsk st. kanel
1 laurbærblad


250 g spinat
salt 

Røget Fanø Laks med rygeostcreme, radiser og spinatsalat

Sidste weekend havde jeg fornøjelsen af at tilbringe to dage i selskab med en masse madglade mennesker på Kulinarisk Sydfyn. Vi boede på Hotel Christiansminde, som ligger lige ned til vandet i Svendborg.

To skønne dage med en masse dejlig snak om gode råvarer, mad og det at blogge.  Dette blev krydret med skønne smageoplevelser og en dejlig middag sammen med en masse andre bloggere og udstillere.

Kulinarisk Sydfyn er ikke et hvilken som helst madmarked. Der er åbenlyst fokus på gode råvarer - gerne økologiske. De fleste udstillere er mindre, lokale producenter, der præsenterer deres produkter og råvarer med stolthed og kærlighed. Det er råvaren, der optager producenten, mens arbejdet med at få produktet ud på hylderne i supermarkeder og fange kokkenes interesse ikke har første prioritet hos mange af dem.

Noget af det, som jeg var sikker på, at jeg ville købe, var den røgede Fanø Laks: Den er perfekt røget og smelter nærmest på tungen, når du spiser den.
Og når jeg nu var på Fyn skulle jeg da helt sikkert også have noget ægte fynsk rygeost med mig. Og her er der altså tale om ægte rygeost direkte fra rygeovnen og lavet af fuldfed mælk! Rygeost lavet på skummetmælk er ikke lige mig - der mangler runding og smag af røg.  




Følgende kan vel næppe kaldes en opskrift, for det er de rene råvarer, der udgør retten: Laksen, 2 del rygeost blandet med 1 del 10 % græsk yoghurt, som røres jævn, smages til med purløg og lidt salt.

Salaten består i sin enkelthed af ristede cashewnødder med pink Himalaya Salt, spinat, agurk og - ikke mindst - de skønne Black Russian Tomater, som er let vendt i en lige så skøn olivenolie med citron fra Colonna Granverde: Det er den mest perfekte citronolie, jeg har smagt til dato: Den rene smag af citron i en medium olivenolie. Ingen aromater eller tanker om parfume. 
Den rene citronsmag fremkommer ved, at citronerne presses hele sammen oliven. 
Denne olie købte jeg hos Friis Holm, der også lokkede flere forskellige olivenolier blandt andet med med kardemomme, ingefær, basilikum, og ikke mindst mandarin, som jeg glæder mig til at prøve. Friis Holm er også kendt for sine fantastiske chokolader, hvilket jeg dog overlod til andre at vurdere.

Ud over en lækker parmesanost, produkter fra Chilihouse, diverse grønt fra Lykkesholm og Skyttes Gartneri kom jeg også hjem med en dyrebar økologisk jomfru Olivenolie fra Riojaegnen i Spanien: Graccurris. Den er en olivenolie af medium smag og den smager som sommergræs dufter efter en frisk sommerregnbyge. Jeg kan desværre ikke huske, hvad det stade hed, hvor jeg købte det, hvilket er synd, for jeg ville gerne - ganske gratis - reklamere for denne olivenolie! 

Mange penge blev brugt, men de råvarer og produkter, som jeg fik med hjem, er sjældne at finde i de traditionelle supermarkeder og jeg fortryder intet køb.

Hvor er der dog mange mindre producenter, avlere og importører i vores dejlige lille land, som skaber nogle kvalitative økologiske produkter og råvarer og som ligger energi i at finde gode, autentiske produkter, som de bringer til vores land. Tak for oplevelsen - og ikke mindst invitationen fra Klidmoster til at komme med!