Varm rodfrugtsalat med frikadeller

Ræddiker, majroer, broccolistokke - og blomkålstokke og gulerødder fylder godt op i min grøntsagskuffe. Lidt af det hele og ikke nok i sig selv, men bruges, det skal det! 

Så i stedet for at støve en opskrift op på nettet og i kogebøger, brugte jeg min kreativitet og hukommelse. samtidig var jeg meget opmærksom på, at få brugt noget af det fra grøntsagerne, der ofte ender i skraldespanden!


Derfor greb jeg min tyndskæller og slicede alle rodfrugter og broccoli - og blomkålsstokke helt super tyndt efter at have skrællet det, hvor det var nødvendigt. Da jeg brugte økologiske rodfrugter, var jeg derfor nødt til at komme "under huden" af rodfrugterne for at se, hvad de gemte af hemmelige gange fra små larver og orm - Jeg er ikke vegetar, men noget kød vil jeg gerne undgå ;-)
De slicede rodfrugter var i sig selv et smukt syn med det flotte farvespil fra de superhvide ræddiker, majroer og blomkålsstokke, de lilla, gule og orange gulerødder og de grønne broccolistokke.  


De hele blev vendt i en blanding af rapsolie, estragoneddike, honning, salt og peber. Jeg brugte hænderne og blandede det grundigt ind.
Derefter blev fadet sat i ovnen ved 170 grader i 12 min ved varmluft - Husk, at ovne er forskellige - min er elendig, så du skal måske give den mindre tid - der skal stadig være bid i rodfrugterne.

Når du tager fadet ud af ovnen, vender du hurtigt frisk, hakket kørvel i retten - ikke med hænderne denne gang, da det jo er varmt og ikke skal varmebehandles yderligt. Garnér med rød surkløver eller purløg og server den varme salat til frikadeller, ovnstegte små kartofler og noget af væden fra fadet hældt over kartoflerne.

Når jeg steger frikadeller, laver jeg det af 1 kg kød og får ca 35 middelstore frikadeller: Jeg rører farsen, lader den trække på køl, former og steger frikadellerne på begge sider på en pande, til de får skorpe. Derefter lægger jeg dem på en plade med bagepapir, som jeg stiller i ovnen ved 170 grader i 30 min. I dette tilfælde stod de nederst, så salat og kartofler også kunne være i ovnen. Kartoflerne lå i en rugbrødsform, hvor de lige netop dækkede bunden og det betød, at fadet med rodfrugterne kunne stå ved siden af. På den måde sparer du også på energien og hjælper til med at gøre retten mere Co2-venlig! overskydende frikadeller fryses til næste gang, hvor det så bare går endnu hurtigere med forberedelsen af aftensmaden.

Ingredienser til rodfrugtsalaten:
3 ræddiker
2 lilla gulerødder
2 orangerødder
1 forholdsvis stor majroe
2 små broccolistokke
1 stor blomkålstok

Marinade:
2 spsk rapsolie
2 spsk estragoneddike
1 spsk akaciehonning
salt og peber

4 spsk friskhakket kørvel - vendt i til sidst!

Du ved nok selv, hvordan du laver frikadeller, men her får du lige min version:
1 kg 6-8% hakket svinekød
2 tsk salt

Rør kødet med salt, til det er sejt. Brug røremaskine eller håndmixer. Tilsæt så:

4 dl skummetmælk
2 hele æg
1 tsk stødt sort peber
150 g revet røg
2 dl mel

Rør det hele godt sammen i min. 3 min. lad farsen trække i køleskabet i min. 30 min, men gerne længere.
Varm smørret op på en pande. Form frikadellerne og læg dem i det varme smør. Fyld panden op, men ikke for tæt. Steg dem, til de har dannet skorpe. Vend dem og lad dem få skorpe på den anden side. Læg dem på bagepladen til pladen er fyldt. Sæt pladen i en 170 grader varmluft ovn i ca 30 min. Check evt. med et stegetermometer i en af de største frikadeller.  
1 kg kød giver ca. 35 mindre frikadeller. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar