Olie-eddike marinerede grillede peberfrugter

Lige for tiden har jeg en livlig høst af diverse peberfrugter fra mit drivhus.
Jeg har høstet en enorm stor gul peberfrugt og flere snack-pebre af arten Romanian Gallo, der i rå tilstand smager frisk og dejligt med en snert af hindbær.

Netop røde og gule peberfrugter er gode at marinere.  Ud over at smage godt, ser de marinerede peberfrugter også lystige ud på bordet som tilbehør til f. eks. en steak af oksekød.


Det er lidt af et pillearbejde at lave de grillede peberfrugter:

Dæk en bradepande med stanniol og spray den med olie. Peberfrugterne vaskes og tørres. De skal ind i ovnen med stilkender og kernerne for at få den rigtige smag.  Læg dem på stanniolen og spray også dem med olie. Jeg brugte vel ca 600 g peberfrugter til denne portion.


Pladen stilles i en 250 grader varm ovn. De steger nu indtil skindet er boblet op og blevet sort. Husk at vende dem med jævne mellemrum, men forsigtigt, så de ikke lækker den dejlige saft, der dannes indeni dem. Når de er sorte over det meste, men stadig bløde under skindet, tager du dem ud og lægger dem i en plastikpose, der kan tåle høj temperatur.


Så er det i gang med pillearbejdet: Skindet trækkes fra frugten med en urtekniv. hvis du har fået stegt dem rigtig, er det let, men jeg synes altid, at der er steder, hvor skindet ikke løsner af sig selv, så der må jeg bruge kniven. 
Jeg forsøgte også med nogle lange, tynde peberfrugter, men de grønne blev bitre og forkullede og jeg måtte kassere dem. De tynde, røde var umulige at fjerne skindet på, men da de var skønt "hotte", blev de alligevel brugt til en dressing rørt med skyr og en anelse Hellmann´s mayo til madpakke sandwichene dagen efter.

Når peberfrugterne er renset for skind, fjernes kerner og stilk.
Skær peberfrugterne i strimler, som du bedst kan lide det. Læg det i en skål.


Marinaden røres sammen af 3 fed finthakkede hvidløg, 1 tsk salt, 2 spsk olivenolie og 2 spsk hvidvinseddike. Dette varmes kort igennem og hældes over peberfrugterne.

Vend rundt i det og stil tildækket til afkøling i nogle timer i køleskabet. Det kan holde sig op til en uge på køl, men hos os holder det kun 1-2 dage ;-)

Du kan bruge alle slags peberfrugter, men de grønne bliver meget dominerende og har tendens til at blive bitre. De har ikke den sødme, som gule, orange og røde får, når de steges.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar