Laks med grønne asparges i æggevinaigrette


I går skulle det have været sommer, men det er mere efterår - bortset fra de grønne blade på træerne, der forstyrrede helhedsbilledet.
Jeg synes, at det er lidt trist, så jeg valgte at forsøge at skabe lidt sommerstemning gennem maden.

Jeg havde et bdt økologiske grønne asparges i køleskabet samt nogle økologiske æg, som skulle bruges.

Jeg startede med at lave æggevinaigrette:  Jeg gik ud fra en opskrift fra Voresmad.dk og som jeg havde smagt med hvide asparges på et madlavningskursus om "Svinet i det nordiske køkken"

Dette er min udgave:
2 hårdkogte æg
1½ spsk eddike
½ tsk dijonsennep
3/4 tsk akaciehonning
1½ spsk koldpresset rapsolie
5 ramsløgblade (alternativt prøv med purløg og ½ fed finthakket hvidløg)

Jeg blandede eddike, sennep og honning rigtig godt. Derefter tilsatte jeg olien lidt ad gangen, mens jeg piskede det hele tiden. Jeg satte det til side, mens jeg fiskede 5 ramsløgsblade op af fryseren. De blev snittet meget fint - også de fleste af stilkene. Ramsløgene kom op i vinaigretten og rørt ind. Jeg smagte til med salt. Da jeg godt kan lide det syrligt, kom jeg ikke mere akaciehonning i.
De kogte og pillede æg blev hakket fint og vendt i. Og så stod det og trak, mens jeg kogte vand op med lidt sukker til aspargesene. Da vandet kogte, kom aspargesene i og efter ca. 2 minutter i kogende vand, blev de taget op, dryppede af og lagt på et fad, hvor en del af vinaigretten blev lagt over. Resten blev serveret som dip til fisken og de nye Samsøkartofler.

Laksen stod i køleskabet og trak. Laksefiletterne var dryppet med limesaft og salt. Den tynde side blev lukket ind over toppen med en tandstik, så det ikke blev for tørt.


Laksefiletterne blev drysset med peber og kom på panden med almindelig rapsolie. Jeg lagde dem på skindskiden og lod dem stå ved god varme, mens jeg så, at laksen gradvist ændrede farve op ad. Da den havde skiftet farve til ca 3/4 op mod toppen, tog jeg tandstikkerne ud. Jeg vendte filetterne forsigtigt og gav dem ca 1½ min. tid på den anden side. De skal være gennemstegte, men stadig elastiske at prikke til.  De blev lagt på fadet sammen med asparges. Laks og asparges blev serveret med nye skrubbede Samsøkartofler samt den resterende æggevinaigrette.


Hvis vi lod være med at se ud af vinduet og skruede op for varmen, kunne vi næsten bilde os selv ind, at det virkelig var sommer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er altid glad for en kommentar